top of page

Jeg skal med på lejr

Hvis du aldrig har været på lejr før, så tænker du måske over, hvad man egentlig laver, når man er på lejr. Det er der dog ikke noget endegyldigt svar på – man laver nemlig mange forskellige ting, når man er på lejr, og der sker noget hele tiden. Der kommer omkring 60 børn med på lejren, så der er rig mulighed for at få nye venner og veninder, og samtidig kommer der omkring 40 voksne med, som alle er klar på en masse hygge, leg, samt sjov og ballade.

Hvad laver man på ferielejr?

Man laver som sagt rigtig mange forskellige ting, når man er på lejr. Før lejren mødes alle hjælperne, og sammen planlægger de, hvad der skal ske på lejren. Det er altid spændende at se, hvad hjælperne kan finde på af sjove ting. Aktiviteterne på lejren kan eksempelvis indebærer forskellige former for udfordringer (f.eks. i form af et løb med forskellige poser), fodbold eller rundbold kampe, vandkrig, svømmehal, hygge om lejrbål, bygge svævebane, bygge sæbekassebiler, byfest med diskotek og boder, eller bare stille og rolig hygge med at spille brækspil, tegne, male, lave perler eller bygge Lego.

Den første dag på lejren vil du blive delt ind i to grupper, en puttegruppe og en familiegruppe. I løbet af dagene på lejren vil du lave aktiviteter med både din puttegruppe og din familiegruppe. Forskellen er, at de voksne fra din puttegruppe bliver dem, der er sammen med dig om aftenen, hvilket bliver på dine betingelser og efter dine behov, og du er derfor med til at bestemme, hvordan vi skal sige godnat, det kan eksempelvis være med en godnathistorie, en godnat-sang eller bare hyggesnak om dagen eller lignende. Din familiegrupper kommer du til at spise sammen med ved de fleste måltider.

Hvad skal vi lave i år?

I år har vi et tema som vil være gennemgående i hele ugen. Det er dog stadig hemmeligt, hvilket tema vi har, og hvad vi skal lave de forskellige dage.

Der er dog en af dagene på lejren som ikke er hemmelig – drømmedag. På drømmedag er du selv med til at bestemme, hvad vi skal lave - vi har planlagt forskellige ting, som du selv får lov til at vælge imellem.

Derudover har vi vores helt egen svømmehal! Og den skal selvfølgelig også benyttes!

En dag på ferielejr

En dag på drømmelejren begynder med, at de voksne fra din puttegruppe vækker dig omkring kl. 7.30. Når du har fået tøj på osv. så er der morgenmad i spisesalen. Derefter begynder dagens aktiviteter, som er dem hjælperne har forberedt for jer. Du vil være sammen med de voksne og børnene fra enten din puttegruppe eller din kollegiegruppe ved aktiviteterne, så du er altid sammen med nogen du kender. Foruden morgenmad, middagsmad og aftensmad vil vi i løbet af dagen få små mellemmåltider, det kan f.eks. være frugt eller kiks. Efter aftensmaden vil du – de fleste dage – skulle hygge sammen med din puttegruppe. Hvis du er under 9 år, vil der være sengetid kl. 21, og hvis du er over 9 år, er der sengetid kl. 22. Det er som sagt de voksne i din puttegruppe der vil stå for aftenhyggen.

Hvornår hører jeg mere om lejr?

Vores dygtige – og ikke mindst søde! – børnekoordinatorer Nathasja og Martin vil sende en brev ud med mere information om, hvad du skal have med på lejren, samt en masse andet praktisk information. Hun sender brevet ud i løbet af juni måned.

bottom of page